§1 Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Foreningen Aarhus Eventyrsejlere (FAE) og har hjemsted i Aarhus Kommune. Foreningens adresse er hos forpersonen.
§2 Foreningens formål
Foreningen har til formål at:
- Fremme interessen og tilgængeligheden for sejlads, baseret på erfaringsdeling, udvikling og oplevelser til søs i Aarhus og omegn.
- Skabe oplevelser i naturen, samt fremme forståelse og respekt for havet med et bæredygtigt fokus.
- Fremme et demokratisk forpligtende fællesskab, som medlemmerne tager aktiv del i at skabe ved blandt andet at afholde sociale arrangementer.
§3 Medlemskab
3.1 Alle, der går ind for foreningens formål og er fyldt 18 år, kan ansøge om at blive medlem. Man er medlem af foreningen, når kontingentet er betalt og medlemskabet er godkendt.
3.2 Af sikkerhedsmæssige årsager skal et medlem være fysisk og mentalt i stand til at tage ansvar for sig selv og andre medlemmer i foreningen.
3.3 Medlemskab af foreningen forudsætter betaling af standardkontingent og tilbud om plads. Såfremt en ansøgning opfylder formålet og §3 fordeles pladserne efter først-til-mølle-princippet, gennem tilmelding til en venteliste.
3.4 Foreningen optager ydermere støttemedlemmer. Som støttemedlemmer betragtes individer eller andre juridiske entiteter, som ikke ønsker at deltage i foreningens aktiviteter, men som ønsker at støtte foreningen økonomisk og moralsk. Støttemedlemmer kan som udgangspunkt ikke deltage i foreningens aktiviteter og har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.
3.5 Udmeldelse skal foretages ved henvendelse til foreningen. Kontingentet refunderes ikke ved udmeldelse.
3.6 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der arbejder imod foreningen, eller som ikke opfylder medlemskravene fastsat i 3.1. Det ekskluderede medlem kan skriftligt forlange, at eksklusionen bliver prøvet på førstkommende generalforsamling.
3.7 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt de ikke opfylder sikkerhedsreglement og eller ordensreglement.
§4 Kontingent
4.1 Kontingentet fastsættes som et standardkontingent og/eller et typekontingent af bestyrelsen og skal godkendes på en generalforsamling.
4.2 Der fastsættes et kontingent for frivillige, fx. skippere, som skal godkendes af bestyrelsen og godkendes af generalforsamlingen.
4.3 Kontingentets beløb fastsættes på den ordinære generalforsamling.
§5 Generalforsamlingen
5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
5.2 Generalforsamlingen indkaldes via e-mail til alle medlemmer og/eller opslag på foreningens Facebook-side med mindst en måneds varsel. Indkaldelsen skal indeholde en foreløbig dagsorden. Generalforsamlingen afholdes hvert år inden november.
5.3 Forslag til dagsordenen skal være i bestyrelsens varetægt senest 14 dage før generalforsamlingen og medlemmerne skal have kendskab til den endelige dagsorden senest 7 dage før.
5.4 Stemmeret i foreningen: Alle fremmødte medlemmer har stemmeret, med undtagelse af støttemedlemmer jf. 3.4.
5.5 Alle frivillige skippere og medlemmer kan vælges til bestyrelsen, med undtagelse af støttemedlemmer.
5.6 Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal – dog skal vedtægtsændringer besluttes med 2/3 flertal. Alle afstemninger afgøres ved håndsoprækning. Dog skal der være skriftlig afstemning, hvis dirigenten bestemmer det eller 3 medlemmer på generalforsamlingen ønsker det samt ved alle kampvalg.
5.7 Generalforsamlingens dagsorden
1. Valg af dirigent og stemmetællere
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
4. Fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag
6. Fremlæggelse af handlingsplan og budget
7. Valg af bestyrelse og suppleant
8. Valg af revisor
9. Evt.
5.8 Bestyrelsen har ansvaret for, at der tages referat af generalforsamlingen.
5.9 Bestyrelsen kan beslutte, at generalforsamlingen helt eller delvist afvikles digitalt.
§6 Ekstraordinær generalforsamling
6.1 Et flertal i bestyrelsen kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og bestyrelsen skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, når mindst halvdelen af medlemmerne ønsker det.
6.2 Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage efter modtagelsen af begæringen. Med indkaldelsen sendes den endelige dagsorden. Varsling som ved den ordinære generalforsamling.
§7 Bestyrelsen
7.1 Bestyrelsen står for den daglige ledelse af foreningen mellem de årlige generalforsamlinger.
7.2 Medlemmer i bestyrelsen: Bestyrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf mindst to fra gastegruppen og to fra skippergruppen skal være repræsenteret. Bestyrelsen skal bestå af minimum en forperson, en kasserer, to båds/sejlads kyndige.
7.3 Bestyrelsen vælges for 1 år og kan genvælges.
7.4 Der vælges hvert år 2 suppleanter til bestyrelsen, fordelt på 1. og 2. suppleant. Hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen i valgperioden indtræder 1. suppleanten i stedet, og bestyrelsen fordeler posterne mellem sig på ny. Suppleanten har ikke stemmeret til bestyrelsesmøder. Derudover vælges også en revisor og en revisorsuppleant for 1 år ad gangen (disse to personer er dog ikke medlem af bestyrelsen).
7.5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 af bestyrelsens medlemmer er til stede.
7.6 Bestyrelsen udarbejder et aftalepapir for dets interne samarbejde og kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov, og inddrage interesserede menige medlemmer i disse.
7.7 Bestyrelsen kan ændre i ordensreglementet hvis 5/7 bestyrelsesmedlemmer er enige og vedtager ændringen.
§8 Regnskab/økonomi
8.1 Regnskabsåret er 1/2 – 31/1.
8.2 Regnskabet føres af kassereren og skal indeholde oversigt over indtægter og udgifter samt en status. Bestyrelsen er ansvarlig for at udarbejde regnskabet.
8.3 Regnskabet forelægges bestyrelsen løbende samt tilses og revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.
8.4 Foreningen er non-profit og drevet af frivillige.
§9 Dispositionsret
9.1 Det er forpersonen eller kassereren i foreningen med et andet bestyrelsesmedlem, der har ret til at indgå aftaler på foreningens vegne. Ved køb eller salg af fast ejendom samt fartøj eller bådplads skal hele bestyrelsen underskrive aftalen.
9.2 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Bestyrelsens medlemmer hæfter personligt for det tilskud, som foreningen eller tilskudsmodtagerne har modtaget efter folkeoplysningsloven, hvis tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling eller undladelse, der kan tilregnes pågældende som forsætligt eller uagtsom. Bestyrelsens medlemmer hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven.
§10 Vedtægtsændringer
Ændringer af vedtægterne kan vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, når forslaget er indsendt til tiden, jf. 5.3 , og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.
§11 Opløsning af foreningen
11.1 Foreningen kan opløses på en ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede. Der kræves mindst 3/4 af de afgivne stemmer for at forslaget kan vedtages. Hvis det nødvendige flertal på 3/4 for en opløsning opnås, men med under halvdelen af medlemmerne til stede, indkaldes til endnu en ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning om foreningens opløsning kan vedtages med 3/4 af de afgivne stemmer uanset antallet af fremmødte.
11.2 I tilfælde af opløsning gives foreningens formue til almennyttige formål, som besluttes på den opløsende generalforsamling.
11.3 Vedtaget på den stiftende generalforsamling den (16-03-2023)
__________________________________
Dirigentens underskrift